HEISINGS KLUMME

Voldsomme prisstigninger på råvarer – mit eller dit problem?

Hver anden uge skriver entrepriseretsadvokat Simon Heising klummer om entreprisens og byggejuraens mange spørgsmål og tvister. I denne uge har han fokus på de prisstigninger, der ses på råvarer fra juridisk perspektiv.

Hvad skal parterne være opmærksomme på?

Entreprenører bør medtage potentielle prisstigninger i forbindelse med kalkulation af påtænkte tilbud. Entreprenører bærer nemlig risikoen for det forhold, at det bliver dyrere at præstere sin ydelse. Af den grund bør entreprenører have tilbud liggende på back-to-back-vilkår fra leverandører og underentreprenører, hvorved prisen låses.

I tilfælde af ekstraordinære prisstigninger bør entreprenører dog være opmærksomme på muligheden for ekstraordinær prisregulering i AB 18 § 35, stk. 2.

People

Hvorfor er prisstigninger på råvarer et problem for entreprenøren?

Prisen på råvarer er naturligvis af stor interesse for entreprenører. Entreprenører skal ligesom alle andre helst tjene penge på at udføre sit arbejde. Der opstår derfor et problem for entreprenøren, hvis prisen på råvarer stiger uden, at vederlaget fra bygherren tilsvarende stiger.

Der kan overordnet set forestilles to scenarier med tilknytning til stigende priser på råvarer.

Det første scenarie er tilfælde, hvor der endnu ikke foreligger en entreprisekontrakt. Her vil de voldsomme prisstigninger på råvarer fører til, at entreprenøren bliver nødsaget til at kræve mere i vederlag fra bygherren for en ydelse, der kostede mindre før i tiden.

Det andet scenarie og formentlig også det mest interessante scenarie er tilfælde, hvor der allerede er indgået en entreprisekontrakt, men prisstigninger på råvarer efter kontraktens indgåelse mindsker entreprenørens fortjeneste.

Hvad kan entreprenøren gøre i det første scenarie?

Det første scenarie er relativt enkelt. Jo dyrere det er at få fat i de rette råvarer, jo mere må entreprenøren alt andet lige kræve af bygherren. De dyrere råvarer er noget, der rammer bredt blandt entreprenører, hvorfor den enkelte entreprenør ikke er den eneste, der er nødsaget til at afgive dyrere tilbud.

Entreprenøren kan altså ikke gøre andet end at afgive et dyrere tilbud ved bygherrens udbud. Alternativt må entreprenøren forsøge at finde billigere alternative råvarer, som kan give entreprenøren en konkurrencemæssig fordel ved at være i stand til at afgive billigere tilbud.

Samtidig bør entreprenøren kende til de såkaldte ”back-to-back-vilkår”, som beskrives i forbindelse med det andet scenarie. Såfremt entreprenøren vil afgive en pris anbefales det, at entreprenøren låser denne med sin leverandør inden afgivelse af tilbud til bygherren. Herved garderer entreprenøren sig mod yderligere prisstigninger efter han har afgivet tilbuddet til bygherren.

Hvad kan entreprenøren gøre i det andet scenarie?

Det andet opstillede scenarie leder frem til en særlig problematik. Et eksempel herpå kunne være, at entreprenøren har afgivet et tilbud, hvoraf følger, at der er aftalt en enhedspris på X kr. pr. gulv. Den enhedspris, som entreprenøren kræver pr. gulv afspejler naturligvis prisen på de råvarer, som i det tilfælde skal bruges til at lave gulvet. Men hvordan er entreprenøren stillet, hvis prisen på råvarerne stiger voldsomt således, at enhedsprisen må siges at være særdeles misvisende i forhold til prisen på de givne råvarer?

AB 18 § 5, stk. 1 slår klart fast, at tilbud fra entreprenørens side om enhedspriser er bindende for entreprenøren. Udgangspunktet må derfor siges at være, at entreprenøren selv bærer risikoen for prisstigninger, og derfor ikke som udgangspunkt vil kunne kræve mere betaling af bygherren. Entreprenøren bør her have gjort sit forarbejde således, at man har tilbud liggende på back-to-back-vilkår fra underentreprenører og leverandører. Det gør man ved at bede dem om at afgive et tilbud til sig selv som entreprenør på samme vilkår, som man selv skal give tilbud til sin bygherre. Herved bliver prisen låst i begge omsætningsled, hvorfor entreprenøren ikke længere løber nogen risiko.

Er der mulighed for ekstraordinær regulering?

AB 18 § 35, stk. 2 giver dog mulighed for ekstraordinær regulering således, at der kan ydes entreprenøren godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger på materiale, der på sædvanligvis indgår i arbejdet. Betingelserne for en sådan ekstraordinær regulering er: 1) Prisstigningen er indtrådt efter tilbudsdagen, men inden aftalt indeksregulering er trådt i kraft, 2) Prisstigningen skal være generelt forekommende og 3) Prisstigningen skal fremgå af officielt prismateriale eller kunne dokumenteres på anden måde. AB 18 § 35, stk. 4 slår desuden fast, at der skal være tale om en prisstigning, der overstiger 10% af prisen på det pågældende materiale på tilbudsdagen. Yderligere kræves det i AB 18 § 35, stk. 5, at summen af de beregnede reguleringsbeløb udgør mindst 0,5% af entreprisesummen.

Entreprenøren kan altså benytte sig af muligheden for ekstraordinær regulering, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dette gælder også, hvis entreprenørens tilbud baserer sig på enhedspriser. Muligheden for ekstraordinær regulering efter AB 18 § 35 er ny, hvilket taler til fordel for anvendelsen af AB 18. En tvist om entreprenørens ret til regulering kan desuden afgøres efter de nye regler om hurtig afgørelse i AB 18 § 68.

Hvilken betydning har prisstigningen ved merarbejde?

I forhold til en situation, hvor der opstår merarbejde for entreprenøren, og der fra entreprenørens side er afgivet tilbud på baggrund af enhedspriser bliver AB 18 § 24, stk. 2 central. Bestemmelsen slår fast, at der er mulighed for, at regulering ikke sker efter enhedspriser, hvis det godtgøres, at forudsætningerne for brugen af enhedspriser ikke er tilstede. Det vil som udgangspunkt være entreprenøren, der skal godtgøre, at forudsætningerne for at anvende enhedspriserne på merarbejde ud over variationsgrænserne i AB 18 § 24, stk. 1 ikke er til stede.